14. november 2023

Advokat Peter Breum hædret med H. G. Carlsen prisen

Foreningen AnsættelsesAdvokater har valgt at udpege advokat Peter Breum som modtager af H. G. Carlsen prisen for 2023.

Priskomiteen begrunder uddelingen med, at Peter Breum gennem en lang årrække været en af de førende procesadvokater på det arbejds- og ansættelsesretlige område. Han har ført et meget stort antal retssager ved såvel de almindelige domstole som de fagretlige organer, herunder mere end 50 sager for Højesteret. Han er tillige udpeget som dommersuppleant i Arbejdsretten. Peter Breum har bidraget med flere teoretiske arbejder, herunder som medforfatter til artiklen ”Seksuel chikane” i Ugeskrift for Retsvæsen 1995 og kapitlet om ”Undersøgelseskommissioner og tjenstlige forhør” i 4. udgave af Proceduren fra 2019.

Han har desuden indtaget en række kollegiale tillidsposter, herunder som medlem af Advokatnævnet og Advokatsamfundets Regel- og tilsynsudvalg. Han har altid velvilligt stillet sin omfattende viden til rådighed i faglige og kollegiale sammenhænge, herunder i form af talrige foredrag og oplæg ved seminarer og kurser. Peter Breum nyder bred faglig anerkendelse som procedureadvokat, er meget vellidt som kollega, herunder som modpart i retssager, og er alment anerkendt som en fornem repræsentant for advokatstanden.

Prisen blev uddelt på Ansættelsesadvokaters efterårsseminar fredag den 10. november 2023, hvor også den årlige talentpris blev uddelt.

Helene Jensen
Arrangementskoordinator
Koordinering af foreningsarrangementer. Desuden koordinator for Ansættelsesadvokater og Dalila.
Kontakt os