10. juni 2025

Lokal guide til Allinge og Bornholm

Som efternavnet afslører, er Jacob Kofoed – ud over at være vores it-mand - bornholmer. Her giver han dig en lokal guide til luftforandring, hvis du trænger til et kig væk fra down town folkemøde. Du kan desuden møde Jacob og garanteret få flere tips og røverhistorier, hvis du kigger forbi Advokaternes Telt, A20. Danchells Anlæg.

Næs strand (1,3 km fra Hovedscenen)

Madmulighed for alle aldre på Nordbornholms røgeri; spadsér videre ud ad Løsebækgade ud forbi Allinge Badehotel til Næs Strand.

En hyggelig strand syd for Allinge med fantastiske klippeskær og badebro - et flot udflugtsmål.

Sandvig Strand (1,8 km fraHovedscenen)

Fantastisk sandstrand nord for Allinge, som også har badebro. Er du ikke til badning, er det et fantastisk udflugtsmål, uanset om du cykler, løber eller går. Og du må ikke snyde dig selv for et pitstop hos Kalas Is i Sandvig.

Hammeren Fyr (2,8 km fra Hovedscenen)

Har du gode ben, kan du fortsætte til Hammeren Fyr. De sidste 700 meter sker med en stigning på 9 % i gennemsnit, plus at du får en fantastisk udsigt

Opalsøen (3,3 km fra Hovedscenen)

Stort granitbrud og lodrette klipper - kan ikke beskrives, skal opleves. Gå en tur rundt om søen, og så kig lige på nabosøen Hammersø, når du er der. Svævebanen er 290 meter lang og på det højeste punkt 48 meter. Ellers er der 7 meter udspring fra kanten. 

Vang Granitbrud (9 km fra Hovedscenen)

Granitbrud med et rigt fugleliv som skal opleves, mulighed for højdemeter i benene, og så skal du ikke snydes for Himalaya klippen. Der er selvfølgelig bademulighed ved Vang Pier, hvor der er anlagt en lagune med en lille sandstrand og en badevippe.

Gudhjem (16 km fra Hovedscenen)

Turen er scenisk med udsigt til havet og Christiansø, lav et pitstop på det lokale bryggeri Tejn.

Man kan også stoppe ved Bornholms Kunstmuseum og Helligdomsklipperne.
På denne tur kan du give badebukserne fri.

Jacob Kofoed
IT-koordinator
Kontakt os